Hvad er Kiropraktik?
Din kiropraktor er specialist i diagnosticering, behandling og forebyggelse af forstyrrelser i kroppens led og muskler og deres påvirkning af nervesystemet.
Nedsat eller ukorrekt funktion af specielt rygsøjle og bækken kan irritere led, muskler og nerver, som kontrollerer vores holdning og bevægelse.
Irritation af kroppens led, muskler og nerver kan forårsages af traume, sportsskader, mangel på motion, forløftninger, gentaget ensidigt arbejde, gigt, dårlig holdning eller stress. Det kan forårsage svære smerter og invaliditet.
Siden 1992 har kiropraktorerne været autoriserede af Sundhedsstyrelsen og Den Offentlige Sygesikring samt sygeforsikringen "Danmark" yder tilskud til behandling hos kiropraktoren.
I dag uddannes kiropraktorerne på Syddansk Universitet, Odense.
Kiropraktoren har gennemgået en 6-årig kandidatuddannelse på universitetet før autorisation kan opnås.
Kiropraktikkens oprindelse
Ordet Kiropraktik er af græsk oprindelse og betyder "behandling med hænderne".
Kiropraktisk behandling har været kendt i årtusinder i en lang række kulturer som en del af folkemedicinen.
Den moderne kiropraktiske behandling blev imidlertid først grundlagt i 1895 af Daniel David Palmer, der på grundlag af egne erfaringer med behandlingen oprettede den første kiropraktorklinik og allerede i 1897 etablerede den første kiropraktor-læreanstalt i Davenport i staten Iowa, USA, Palmer College of Chiropractic.
Udviklingen tog hurtigt fart især i USA og Canada og derefter i Vesteuropa, Australien, New Zealand og Sydafrika. Sideløbende har der udviklet sig en stærk tradition for manuel medicin i Østeuropa og i Østen.
På verdensplan er der nu cirka 55.000 kiropraktorer, hvoraf hovedparten er hjemmehørende i USA. Der er ca 350 autoriserede kiropraktorer i Danmark
Kiropraktoruddannelsen
Kiropraktoruddannelsen foregår i dag ved Odense Universitet. Den består af en 6-årig kandidatuddannelse i klinisk biomekanik, det vil sige læren om, hvordan bevægeapparatet fungerer.
Kiropraktoruddannelsen bygger på forskning.
For at opnå autorisation som kiropraktor, skal man efter studiet gennemgå en 1 årig turnusuddannelse hos en praktiserende kiropraktor.
Odense har opbygget et levende forskningsmiljø ved universitetet og ved Nordisk Institut for Kiropraktik og Klinisk Biomekanik, der er en særligt finansieret forsknings- og uddannelsesinstitution.
Odense Universitet
www.ou.dk